Kontakt

Adresse
Aller Media A/S
Havneholmen 33
1561 København V

Tlf: 72 34 20 00

Sådan spiser vi i 2018

Mad skal vi have, og sådan vil det altid være – men i 2018 vil nogle af os indtage vores føde i ren pulverform, mens andre foretrækker den ægte, uforarbejdede råvare. Iben Rouw, chefredaktør for fagredaktionen Aller Mad, giver her sit bud på de tre stærkeste fødevaretendenser lige nu.

1. Slut med fake news – og fake food!

På de digitale medier oversvømmes vi med ”fake news”: Nyheder, der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Det har skabt en mistillid til den daglige kommunikationsstrøm, og brugerne er vagtsomme over for skjulte dagsordener og indpakkede budskaber. På samme måde føler mange forbrugere mistillid til, hvad man kan kalde ”fake food”: Mad, der ikke lever op til den standard, som emballagen og madens udseende signalerer. Den oplyste forbruger går ind for gennemsigtighed og vil gerne vide, hvor råvarerne kommer fra. Varedeklarationen skal være nem at læse, der skal ikke være anvendt unødige tilsætningsstoffer, og emballagen skal vidne om troværdighed og autenticitet. Ernæringsmærker som fx Nøglehulsmærket og Økomærket er med til at vejlede forbrugeren til det politisk korrekte valg.

2. Fra hippie til hi-tech

Vegetarerne er hoppet ud af de fodformede sko og ind i en ny tidsalder, hvor de kan skære en luns af en hakkebøf og betragte den blodrøde saft, der stille siver ud, uden at gå på kompromis med deres dyreetiske værdier. Bøffen består nemlig af sojabønner, og saften er bare rødbedesaft. Eller måske foretrækker de ”tunfisk” fremstillet af tomater eller ”wokstrimler” af svampeprotein. Teknologisk innovation har gjort det muligt at skabe helt nye produkter med udgangspunkt i naturlige ingredienser, så den voksende gruppe af forbrugere, der ikke spiser kød (eller flexitarerne, som kun nogle dage spiser vegetarisk), får nemmere adgang til spændende madoplevelser. Til denne trend hører også de mange varianter af superfoods i pulverform, som kan opgradere en smoothie, bagværk eller morgengrød – fx gurkemejepulver, byggræs eller den blågrønne alge spirulina. En ny helsetrend anbefaler endda at gå all-in og helt erstatte traditionelle måltider med næringsholdige pulvershakes.

3. Nose to tail – også i det grønne køkken

Begrebet ”nose to tail” handler om, at vi skal blive bedre til at udnytte alle dele af dyret for at undgå madspild og sikre, at dyret ikke lader livet for ingenting. Tendensen spreder sig fra kødverdenen til det grønne køkken, hvor forbrugerne vil blive mere opmærksomme på at bruge rødder, stilke, frø og stok frem for blot at kassere dem. Det er med andre ord slut med at skære broccolistokken fra og skrabe de våde kerner ud af agurk og tomat, før de snittes. Dette går godt i spænd med, at flere supermarkedskæder har opstillet kølemontrer med varer, der er tæt på sidste holdbarhedsdato, ligesom forskellige apps, fx app’en ”Too Good To Go”, tilbyder forbrugeren at bestille overskydende mad fra restauranter, supermarkeder og bagerier til reduceret pris.

***

Af Iben Rouw, Chefredaktør for Aller Mad. Kontakt mig på: iben.rouw@aller.com